Kort sagt er min baggrund, at jeg er uddannet Manuvision kropsterapeut, Manuvision træner, yogalærer og har taget Manuvisions efteruddannelse i chok-/traume. En længere version kan lyde sådan her:
Jeg kan huske som barn at være meget betaget af min mors kusine, som er kranio sakral terapeut. Jeg var nysgerrig på de ting, hun sagde, som om der hvert øjeblik kunne komme noget magisk ud, en nøgle af en slags, til at opdage noget, som ellers var mig mere utilgængeligt.
Vi havde også en forbindelse til heste og dyreverdenen til fælles. Noget, som på samme måde, bragte mig nærmere noget. Noget nærmest udefinerbart. Noget meget fint og usynligt, men vigtigt.
Hestene har været en rød tråd gennem mit liv. Et sted jeg søgte hen for at bearbejde indtryk fra livet i fred og ro. Et sted, der altid har føltes som om; Her er noget, der er ægte. En naturlighed, der ikke lader sig bøje af andet end sig selv.
Der skete et enormt skift i min bevidsthed, da min hest engang vendte rundt i skoven og løb hjem med mig på ryggen. Drevet af en kraft og vilje, som jeg ikke kunne styre og kontrollere. Det var en enormt skræmmende oplevelse af kontroltab. Samtidig var det en opvågnen til at begynde at eksistere i samklang med hestene i stedet for at sætte mig over dem og styre slagets gang via tvang. Det tog mig på en lang rejse, hvor jeg udforskede og begyndte at se hestens natur- og min egen. Opdage hvordan jeg, ved at følge de naturlige love, som heste fungerer efter, kunne relatere og kommunikere med de her store dyr uden at bruge magt, kontrol og sentimentalitet.
Sidenhen har det at tappe ind i den ”leg” og verden været en praksis, nærmest en meditation, hvor jeg gang på gang har været måtte smide min maske og åbne mig for det, hestene har kommunikeret til mig for, at vi overhovedet kunne have en relation.
Sideløbende, kan jeg se nu, har jeg levet et liv præget af præstation og effektivitet, ligesom mange andre i denne verden. Skole og uddannelse til dyrlæge, fulgt det sikre og det, samfundet har dikteret. Et par år inde i dyrlægeuddannelsen begyndte jeg at miste blikket for, hvorfor jeg gjorde det, jeg gjorde, midt i læren om slagtesvin, fiskesygdomme og forsøgsdyrskurser, der lå så langt fra, hvad jeg egentlig kunne stå inde for. Og efter jeg færdiggjorde bacheloren, besluttede jeg mig for at tage en pause for at mærke efter og lande i den virkelighed, jeg stod i. Jeg rejste til Indien og Bali. Blev yogalærer. Begyndte at meditere. Og besluttede at følge den efterhånden gamle drift hen imod at blive behandler. Nok egentlig fordi jeg langt om længe virkelig begyndte at lytte efter det, min krop og mit indre prøvede at kommunikere til mig.
Det, jeg har lært og lærer, gennem hestene og naturen, oplever jeg trækker dybe tråde ind i det at være kropsterapeut. Det er for mig en lænen ind i en dyb iboende kropslig visdom, intuition og en opmærksomhed på mig selv og det menneske, der viser mig den tillid, at komme til mig for hjælp. Vores kroppe søger heling. Helt af sig selv. Min fornemmeste opgave er at hjælpe med at skabe et rum for, at den heling kan finde sted, gennem autentisk relation, hvor der er plads til hele den virkelighed, der er i det menneske. Det kan ske på mange måder og se og føles meget forskelligt. Den naturlige kompleksitet er for mig evigt spændende at give lov til hos mig selv og hos andre, fordi der, når vi gør det, samtidigt giver mulighed for en ægte forandring – eller opvågnen til det, der allerede er.
